Thea/harry headcanon

De stille gange på Hogwarts mellem timerne var en befrielse for Theas dunkende hoved. Hun var lidt ligeglad med den knægt, der gik ved siden af hende. Snape havde bare taget den nærmeste han hadede, og bedt ham om at tage hende til hospitalsfløjen. En lyd gik ind og aktiverede smerten i Theas hoved, og hun vendte sig irriteret mod knægten ved siden af sig, og stoppede op....
"Harry??" hviskede hun stille, fordi højere lyde ville gøre ondt i hendes smertende hoved. Drengen smilede og nikkede forsigtigt.
"Jeg troede Vernon havde slået dig ihjel" fortsatte hun.
Hun havde ikke set Harry siden de var små (omkring 7 år). Dursley familien var begyndt at afslå på hendes families invitationer om en kop the. De sagde at de havde så meget at se til efter at Dudley var begyndt i skole. Thea var ligeglad med Dudley, hende og Harry havde været bedste venner lige siden hun kunne huske.
"Han prøver ihvetfald på det" Harrys forsigtige hvisken afbrød Theas minder. "Hvor blev du egentlig af Harry?" spurgte hun forsigtigt. Hun havde savnet ham.... Meget mere end som ven. "Petunia fandt ud af at i var specielle og ville ikke have at hendes lille dudder-dreng skulle blive smittet" sagde han, og prøvede på at efterligne Petunias let skinger stemme.
Thea tog sig til sit hoved, der endnu engang smertede ved lyden af noget, der var højere end en hvisken. "Orv undskyld" hviskede Harry, med et lille smil. Thea kiggede op i hans dybe grønne øjne, og alting stod stille et øjeblik, inden Harry stille hviskede: "Jeg har savnet dig Thea. Jeg har altid syntes at du burde være mere end en ven". Magien imellem dem var stærk, og inden der var nogen der kunne bryde den, blev den beseglet med et kys. Et kys så dybt og intenst at ingen af dem opdagede en kat, der stille betragtede dem. Man skulle næsten tro at den smilede over kærligheden mellem Harry Potter og hans længe savnede Thea. <3

kort Rose/Scorpius headcanon

Hun slog øjnene op, og kiggede ind i et par dybt bekymrede øjne. Egentlig troede hun ikke at han vidste hvem hun var, men bare det at han havde grebet hende, gjorde hende sikker. 

Det eneste hun ikke forstod var bare om det var af pligt, han greb hende, eller om det var af kærlighed.

Hans læber bevægede sig i en langsom strøm af ord, men ingen lyd forlod hans læber, dog sagde hans blik 'Jeg elsker dig'.

Og netop det havde hun jo skrevet i sine noter hele skoleåret:

Rose + Scorpius
= Evig Kærlighed <3