Thea/harry headcanon

De stille gange på Hogwarts mellem timerne var en befrielse for Theas dunkende hoved. Hun var lidt ligeglad med den knægt, der gik ved siden af hende. Snape havde bare taget den nærmeste han hadede, og bedt ham om at tage hende til hospitalsfløjen. En lyd gik ind og aktiverede smerten i Theas hoved, og hun vendte sig irriteret mod knægten ved siden af sig, og stoppede op....
"Harry??" hviskede hun stille, fordi højere lyde ville gøre ondt i hendes smertende hoved. Drengen smilede og nikkede forsigtigt.
"Jeg troede Vernon havde slået dig ihjel" fortsatte hun.
Hun havde ikke set Harry siden de var små (omkring 7 år). Dursley familien var begyndt at afslå på hendes families invitationer om en kop the. De sagde at de havde så meget at se til efter at Dudley var begyndt i skole. Thea var ligeglad med Dudley, hende og Harry havde været bedste venner lige siden hun kunne huske.
"Han prøver ihvetfald på det" Harrys forsigtige hvisken afbrød Theas minder. "Hvor blev du egentlig af Harry?" spurgte hun forsigtigt. Hun havde savnet ham.... Meget mere end som ven. "Petunia fandt ud af at i var specielle og ville ikke have at hendes lille dudder-dreng skulle blive smittet" sagde han, og prøvede på at efterligne Petunias let skinger stemme.
Thea tog sig til sit hoved, der endnu engang smertede ved lyden af noget, der var højere end en hvisken. "Orv undskyld" hviskede Harry, med et lille smil. Thea kiggede op i hans dybe grønne øjne, og alting stod stille et øjeblik, inden Harry stille hviskede: "Jeg har savnet dig Thea. Jeg har altid syntes at du burde være mere end en ven". Magien imellem dem var stærk, og inden der var nogen der kunne bryde den, blev den beseglet med et kys. Et kys så dybt og intenst at ingen af dem opdagede en kat, der stille betragtede dem. Man skulle næsten tro at den smilede over kærligheden mellem Harry Potter og hans længe savnede Thea. <3

kort Rose/Scorpius headcanon

Hun slog øjnene op, og kiggede ind i et par dybt bekymrede øjne. Egentlig troede hun ikke at han vidste hvem hun var, men bare det at han havde grebet hende, gjorde hende sikker. 

Det eneste hun ikke forstod var bare om det var af pligt, han greb hende, eller om det var af kærlighed.

Hans læber bevægede sig i en langsom strøm af ord, men ingen lyd forlod hans læber, dog sagde hans blik 'Jeg elsker dig'.

Og netop det havde hun jo skrevet i sine noter hele skoleåret:

Rose + Scorpius
= Evig Kærlighed <3

English headcanon Remus/Tonks

The war has been on for a while and Nymphadora Tonks ran around the castle, panicky looking for Remus Lupin. She just knew that if she didn’t found him fast he would die from her without a goodbye.
Tonks stepped into a messy room with bricks everywhere and under a huge stone from a kind of statue Remus sad and tried to get his foot away from it. “Remus” she yelled, “Remus. Thank god I found you”. Remus looked up and smiled sadly. Behind him stood one of the carrows, and the tears went down at Remus’ cheeks, when he whispered his goodbye, “I love you Dora, I always will”.
All life desappered from Remus’ eyes and Tonks saw nothing else than her own tears. Bellatrix saw the couple and laughed a bit. This could be fun. But when she saw her cousins’ face all wet and her eyes all red, she took down her wand, but it was too late. The green light lighted up the room and Tonks where dead. Bellatrix got Remus out of the rocks and putted Tonks next to him with their hands together.
This was how they were found. Together, in a last minute of love.

Serafina/James s. Potter 3

Serafina kiggede op af trappen til spådom. Bare tanken om at gå op af den snoede ting, gjorde hende mere svimmel end hun var i forvejen.

Hun havde været svimmel siden eliksirer fordi Snape havde tvunget hende, til at drikke noget af hendes egen eliksir. Den var gået galt, og nu var hun svimmel.
Hun begyndte langsomt og tungt at gå op af den snoede trappe.
Jo længere hun kom op af trappen, jo mere drejede verden rundt om hende.
"Er du okay?" stemmen ved siden af hende, lød som om hun var under vand, men hun nikkede og gik videre op af den svimlende trappe.
Serafina sukkede da hun nåede en afsats. Hendes verden blev ved med at dreje rundt og sorte prikker dansede for hendes øjne. Før hun vidste af det mistede hun bevidstheden, hun opfattede kun et angst-råb fra en.
-
"Serafina!" Skreg James forfærdet da Serafina faldt om på trappeafsatsen. Han var henne ved hende på et sekund, og greb hende lige inden hun ramte gulvet.
Han ruskede hende blidt men desperat for at få liv i hende, men der var intet tegn på at hun ville vågne op.
Han løftede hende blidt op og gik forsigtig men hurtigt ned af trappen. Han måtte få hende ned til Madam Pomfrey, hun kunne få Serafina tilbage til livet, håbede han.
-
Scorpius så på James' kamp for at få liv i Serafina, og håbede bare på at det lykkedes ham. Alligevel ville han ønske at det var ham der vækkede hende. Bare han turde.
-
James brasede ind i hospitalsfløjen med Serafina i sine arme. "Madam Pomfrey!" råbte han, "Madam Pomfrey".
Madam Pomfrey kom farende ud af sit eget lille aflukke, og tog kun et enkelt blik på den desperate knægt. "2. seng til venstre" sagde hun roligt.
Han lagde hende blidt ned i sengen, som han blev bedt om og overlod hende til Madam Pomfreys kyndige hænder.
-
Serafina vågnede op til et par bekymrede brune øjne. James' øjne. "Der gjorde du mig bange, Sef", hans stemme fyldte hendes hjerte med ro. Han elskede hende stadig <3 

Camilla/Rory Corner 2

Camilla gik ned mod perronen. Ned mod toget hjem.
Det havde været et vidunderligt år, men det ville også være dejligt at komme hjem igen.
"Hey Camilla, vent lige!". En stemme brød stilheden, og Camilla smilede ved lyden. Stemmen tilhørte nemlig den lækre hufflepuffle-elev Rory Corner. Han var den sødeste fyr, Camilla nogensinde havde mødt og snakket med, og så gjorde det jo ikke noget, at han også var lækker.
-
Da Rory nåede op på siden af Camilla, sendte han hende et stort smil, og så rødmen brede sig på hendes kinder. Hun var bare så køn, og så var hun virkelig sød. Han huskede tilbage på der hvor de mødtedes. Der ved drømmenes spejl. Da de havde kysset for første gang.
-
Camilla kunne se at Rory tænkte over noget. Ikke bare noget, men noget som bekymrede ham.
"Hvad er der galt?" spurgte hun stille. Hun hadede når han var bekymret eller ked af det.
"Ikke noget. Det er bare.." svarede Rory, og afbrød hendes tanker, "Jeg tænkte bare om.... altså.. hvordan skal jeg sige det...?". Camilla smilede, hun vidste vist nok hvad han ville. "Spyt dog ud! Du kan fortælle mig alt" grinede Camilla. "Okay" sagde han med et slesk smil, "Jeg viser dig det".
Idet han sagde det kyssede han hende.
"Vi ses til september. Min kæreste".

Twilight headcanon til Thea ^

"Men Thea, du kan ikke bare gå!" en drengestemme lød ud i den pinlige tavshed, Thea lagde bag sig. "Thea!". "Du skal ikke bestemme hvad jeg skal og ikke skal Jacob!" Thea var vred. Han havde såret hende mere end en gang. "Du kan bare skride tilbage til hende Bellapigen!" råbte hun vredt. "Men Thea hør lige på mig!" sagde Jacob bedende. "Fint! Så spyt ud!" sukkede Thea, hun ville egentlig ikke forlade ham, men hendes hjerte kunne ikke mere. "Jeg tog kun tilbage, for at fortælle, at jeg ikke ville komme tilbage". Han nærmest lå på knæ og tiggede om at få hende tilbage. "Jeg elsker dig Thea, du må ikke gå". Han havde rejst sig og kiggede bedende på hendes kønne ansigt. "Overbevis mig!" hviskede hun som svar. "Tag mig et sted hen hvor ingen vil finde os". Han smilede, han vidste at hun havde overgivet sig. Han lovede sig selv at han aldrig ville forlade hende. Han ville aldrig såre hende mere. Idet han kyssede hende, kappedes alle snorene som holdt ham til virkeligheden. Hun ville altid være hans. Hans prægning Thea <3

Angelique/Snape headcanon

Det var nat. Det tordnede og lynede. Angelique sad på sin kost og prøvede at undgå at blive ramt af lynet. Hun måtte skynde sig ned til James og Lilly Potter. Hun måtte advare dem inden det var forsent. Hun havde overhørt en samtale mellem Pettigrew og Mørkets herre, og havde hørt at de skulle slå hele familien Potter ihjel.
Godt nok havde det sidste hun havde sagt til James været at hun hadede ham for at gifte sig med Lilly, men derfor skulle de ikk dø, især ikk James. Hun elskede ham.
Der lød et brag og mørkets tegn vidste sig over James og Lillys hus, idet Angelique landede. Hun løb ind i huset, "James, James??!" nærmest skreg hun. Men hun vidste det jo godt. Mørkets tegn=død.
Hun fandt ham på gulvet ude i gangen. Død, livløs, kold og en smule tåget på grund af tårene fra hendes øjne.
*bump*
"Av for satan!" bandede Ange idet hun ramte gulvet. Hun sukkede, det var 8. gang i den her måned hun drømte om James´ død.
Hun kiggede op på uret. 06:30. Shit, hun ville komme forsent! Hun skulle mødes med Professor Snape på Hogwarts, om mindre end 20 min.!
-
Snape havde drømt om Lilly igen, og om kvinden som lå grædende henover James. Han stod og tænkte over det, da en ung kvinde stormer ind ad døren. "Undskyld, jeg kom-. mer.- forsent" sagde hun meget langsomt da det gik op for Angelique at det var den mand der havde trøstet hende den nat James døde.
Hun gik rundt om hans skrivebord og kiggede op i hans næsten sorte øjne.
Han lænede sig framad, og hendes læber mødtes med hans i et lidenskabeligt og tårevædet kys. Aldrig ville det blive det samme igen. ♥

Ditte/Ron headcanon

Regnen silede ned udenfor, og alle sad og sukkede over deres eksamner. Alle? nej ikke helt. Hvis Gryffindorene kiggede ud af de våde ruder, ville de se to silouetter ude på quidditchbanen.
"Nej, Ron. Stop min  kappe!" grinede Ditte, idet Ron sprøjtede beskidt, muddervand på hende, for ca. 7. gang. "Kom nu Ditte! slå dig løs! hav det sjovt!" svarede Ron smilende. "Jeg prøver, det er bare så koldt og vådt" klagede hun. "Jeg giver Ingefærøl bagefter. HVIS du slår dig løs!" sagde Ron udfordrende. "Udfordring accepteret" sagde Ditte og sprøjtede på ham, "et! du er den". "Ha det bliver den eneste gang du fanger mig" svarede Ron grinende.
Ron løb efter hende, men fangede hende ikke før de begge snublede og landede i en vandpyt, grinende selvfølgelig. Ron kiggede Ditte i øjnene og hele verden blev lukket ude. De var kun dem. Ron lænede sig ind mod hende, og hun lukkede øjnene, og nød følelsen af hans læber mod hendes.
Nu havde Ditte intet imod at være ude i regnen. Bare hun var det sammen med Ron. <3

Taylor Lautner headcanon til min søster

Josefine sad helt stille og ventede. Han skulle komme og hente hende. Taylor Lautner. Hun havde vundet det i en konkurrence. En hel dag med Taylor Lautner, og hun havde vundet.
Hun fløj op, da en ung fyr prikkede hende på skulderen. "psst, vi skal den her vej" hviskede personen. Og så gik det op for hende. Det var Taylor Lautner!. Hun fulgte efter ham ud af bagindgangen, hvor han stille løsnede op og begyndte at snakke med hende.
Josefine nød det. Hun havde hans opmærksomhed. "Så, hvad skal vi lave idag?" spurgte han. "Vi kunne tage på skovtur" foreslog Josefine. "Det lyder superhyggeligt" svarede han glad.
Da de kom til skoven, smilede de begge to. Han havde fundet sig en veninde som forstod, hvordan det var at blive jagtet af papparazzier, og hun havde fundet sig en spirende forelskelse.
Mon ikke han også rødmede en smule, når han tænkte på hende. Josefine. <3

Veninde headcanon Josephine og Luna

Josephine gik ned ad gaderne i Hogsmeade, og ledte efter den kro, der var møde i DA, på.
Der var den, hun trådte ind ad døren og blev mødt af nogle kendte ansigter, men et ansigt skilte sig ud. Luna Lovegoods. Josephine kunne ikke huske hvor længe de havde været bedste veninder. "Sid ned" sagde Luna med et smil.
Josephine satte sig og Hermione begyndte at forklare alt muligt om at de ikke fik ordentlig undervisning, og endte med at hvis man ville være med, skulle man bare skrive sit navn på listen.
"Vil du med til det hylende hus, Jose?" spurgte Luna, som udemærket godt vidste at hun ikke kunne sige nej. "Selvfølgelig Luna" grinede hun "lad os tage afsted".

Luisa/Draco headcanon

Luisa stod og kiggede på det nyopsatte skilt fra Storinkvisitoren.
Storinkvisitoren søger medlemmer til en regelpatrulje som kan hjælpe de andre elever med at følge reglerne.
Medlemmerne vil selvfølgelig blive belønnet med kollegiepoint
Hun overvejede faktisk at træde ind i patruljen, af den eneste grund at hun ikke ville blive hængt ud ligesom hendes venner.
-
Luisa trådte ind i det tomme klasselokale for at mødes med de andre fra patruljen. Missionen i aften gik ud på at fange de elever som, efter professor Nidkjær, var igang med at lave en hær imod ministeriet. Hun vidste godt at det var hendes venner og at det ikke var nogen hær, men hun ville bare SÅ gerne imponere ham. Den pæne lyshårede Slytherin elev, som stod i hjørnet, kiggede op og mødte hendes blik, han rejste sig og gik som i slowmotion over mod hende. Hun kiggede nervøst bag sig, fordi det kunne umuligt være hende, en Ravenclaw elev, en "mudderblods"elsker, han ville snakke med. Midt i hendes forvirring var an nået over til hende og sagde: Hey smukke! du ligner en der kunne bruge et par opløftende ord, Jeg deler gerne ud.
Smilet på hans ansigt smittede af på hendes, og hun sukkede.
Endelig lagde han mærke til hende.
Draco Malfoy.
*suk*

Draco/Rebecca headcanon

"Frk. Dahl, koncentrer dig om din eliksir, 10 point fra Gryffindor" hvislede snape. Øv det var 5. gang i den her uge, men hvad kunne hun gøre ved det. Hun kunne bare ikke få øjnene fra ham. Rebecca Dahl, en 14´årig gryffindorpige har været meget fraværende på det sidste, men kun fordi hun ikke kan få øjnene fra Draco Malfoy, den lækre, badboy fra Slytherin.
Med et suk, trådte rebecca ind på Huldas forladte toilet, hun har trukket alt for mange point fra Gryffindor. hvis bare han ville lægge mærke til hende. *snøft*. Rebecca kiggede op fra sine tanker, hvem snøftede?.
-
Draco hvilede hovedet på vasken, inde på Huldas forladte toilet. Ja han vidste godt at det var et pigetoilet, men det var det eneste sted han kunne være alene. Han kunne ikke holde et snøft tilbage, og kiggede sig nervøst omkring. Bare der ikke var nogen der havde hørt ham, især ikke hvis det var en fra Slytherin, fordi så ville de sikkert sige det til Hende. Rebecca Dahl, den smukkeste pige på hele skolen, så længe hun smilede, kunne der ikke ske noget ondt.
"undskyld, men var det dig der snøftede?". En pigestemme lød bag ham, men det var ikke hvilken som helst pigestemme. det var Rebeccas.
-
Rebecca gik videre ind på toilettet for at undersøge, hvem der havde snøftet. Hun kom ind til vaskene og spurgte egentlig inden hun så hvem det var.
-
"Undskyld" mumlede draco, "det var ikke meningen at du skulle høre det". Han kiggede op og lige ind i hendes smukke øjne. "Ingen årsag" sagde hun, og kyssede ham blidt, "jeg vil altid gerne hjælpe dig"

Ceren/Harry headcanon 2

"kom nu Ceren, det bliver sjovt" grinede Harry, "Ja det kan du godt sige, du har alle kollegiepointene", svarede Ceren og rakte tunge ad ham. "Men hvis du tager med har jeg en overraskelse" lokkede Harry, han ville vildt gerne have hende med, især fordi han forelskede sig mere og mere fra dag til dag. "Okay, hvis du LOVER at vi ikk bliver opdaget", sagde Ceren med et smil, det havde dog hele tiden været hendes hensigt at tage med, hun elskede ham jo. 
-
Om aftenen gik Harry og Ceren helt tæt under hans usynlighedskappe, de skulle kun lige om på den anden side af bakken....
Synet der mødte Ceren på den anden side af bakke, tog vejret fra hende. Der var en lille sø, hvorpå der flød en lille jolle og rundt omkring den på vandet, flød små blomsterlys. "Wow" mumlede Ceren for sig selv. Det var helt utroligt. Han havde lavet alt det her til hende, og kun hende. Et stort smil gled hen over hendes ansigt, og det så Harry. Han sukkede lettet op. Det havde været noget af en udfordring at få alt dette stablet på benene. Men han havde gjort det, nu manglede kun en ting.
Harry gik hen og fiskede en rose frem fra båden. "Ceren vil du følges med mig til Juleballet?" spurgte han nervøst.
"Det var du længe om" hviskede Ceren, "selvfølgelig, vil jeg det" fortstte hun og kyssede ham blidt.
De var væk hele natten, kun med oplysning af stearinen fra blomsterne og stjernerne på himlen. 

Draco/Luna headcanon

Solen skinnede, og Luna stod på gårdspladsen og kiggede op på lammeskyerne, som langsomt drev afsted på himlen. Hun lod langsomt hånden køre igennem sit lange gyldne hår og tænkte på, at når nu examnerne var ovre hvad skulle hun så lave??.
-
Draco Malfoy stod et stykke fra Luna og kiggede drømmende på hende. Hun var så smuk, og det var umuligt at hun nogensinde ville snakke med ham. Hvorfor skulle han også være sådan en dum fuldblodsfanatiker?. 
-
Luna kiggede ned og henover gårdspladsen og fik øje på Draco. Suk, han var bare så lækker men hvorfor skulle han dog snakke med hende. Hun var jo venner med blodforrædere og mudderblodstøser. Hvorfor skulle han ogs være så fanatisk. Nej hun kunne ikke være sur på ham. Han var det sikkert ikke med vilje. Det var sikkert ogs bare hans dumme fars skyld...
-
Draco så at hun fik øje på ham og hans hjerte sprang et slag over, de blå øjne *suk*. Han måtte simpelthen bare snakke med hende, og han begyndte at gå over mod hende.
-
Nøjagtigt samtidigt begyndte Luna at gå over mod ham, og de stod overfor hinanden. Draco rømmede sig og så ud som om han prøvede at lade vær med et eller andet. Luna prøvede at fortælle ham at hun ikke havde noget imod ham da hans læber strejfede hendes. 
Sig ikke noget mumlede han ind i hendes mund og kyssede hende igen. Lunas hjerte ræsede og hun kæmpede for at få vejret, men ville så nødigt have at han gav slip på hende. Hun var lykkelig. Endelig var han hendes. :D ♥

Serafina/James Sirius headcanon 2

"Serafina!". En skingrende stemme lød bag Serafina, som kastede desperat rundt med forskellige kjoler. "Serafina! jeg får dine kjoler i hovedet!" sagde Alexis med et smil, "Hvad er der i vejen?". "Du ved at jeg ikke var hjemme i nat ikk?" sagde Serafina begejstret, "James inviterede mig til ballet i morgen!". "Tillykke!" grinede Alexis. Serafina kiggede mystisk på Alexis. "Du vidste det! gjorde du ikk?" råbte Serafina. "Jo" grinede Alexis igen, "det er også derfor jeg har denne her til dig" fortsatte hun, og hev en vidunderlig smaragdgrøn kjole frem fra hendes kuffert. "WOW"  udbrød Serafina, "det var lige sådan en jeg manglede. Tak!".

-

James stod i indgangshallen og ventede på at Serafina skulle komme. Han smilede ved tanken om deres "date" igår. Han havde kordineret det med hendes veninde. Det havde været en perfekt nat. 

Alt blev lige pludslig stille, og han kiggede op. WOW, Serafina stod på toppen af trappen i en gulvlang, smaragdgrøn kjole, med sølvbroderinger. Hendes hår var sat op i en løs knold, med sølvnåle. Han smilede, hun var hans i aften.

-

Da James smilede, begyndte hun at gå ned imod ham. Han så godt ud i jakkesæt. Hun var lykkelig, og taknemlig at Alexis havde hjulpet hende med håret og kjolen, det hele. 

Han rakte hånden frem mod hende, og da hun tog den, tænkte hun....

Nu er jeg hjemme <3 

Minerva McGonagall/Dumbledore headcanon

(fortsat fra sidste del af Serafina/James Sirius Potter)

Minerva gik ned af gangen mod sit kontor. Efter hun havde set Serafina og James nede ved søen, kom hun til at tænke på det hun havde haft med Dumbledore.
-/- Drømmer tilbage -/-
"Minerva" sagde Dumbledore, " Minerva, jeg melder mig til trekampsturneringen". "Nej, Albus. Du må ikke! Du kommer til skade!" udbrød Minerva forfærdet, "du må ikke forlade mig Albus. Jeg elsker dig".
Det gav et sæt i Albus, da an hørte det. "Elsker du mig?" spurgte han forundret. "Ja, det har jeg altid gjort" svarede Minerva tårevæddet.
Albus begyndte at gå frem og tilbage i lokalet.
"Du elsker mig?" mumlede han igen og igen. Så stoppede han op lige foran hende. "Du elsker mig?" sagde han igen, "Jeg el...."
"Mrs. McGonagall, Mrs McGonagall, vågn op!" lød det. McGonagall kiggede op på den der talte, "Mrs. McGonagall, jeg bliver nødt til at fortælle dig noget". "Potter, hvad laver du her?" spurgte hun forundret. Harry Potter smilede. "Jeg skal fortælle dig noget, det er om Dumbledore" sagde han. "Ja?" svarede Minerva afventende. "På mit første år", begyndte han, "Jeg fandt jo drømmenes spejl, hvis du ikke skulle have glemt det". Minerva smilede ved tanken. "Dumbledore fortalte mig at han så et par varme sokker, men jeg er nu ikke helt sikker...". "Potter glem det!" snerrede Minerva, tænk hvis han fandt ud af hvad Albus egentlig så. "Hvad så han?" spurgte han stille, "jeg ber´ dig, fortæl mig det. Hvad så han?". Minerva sukkede. Hun kunne lige så godt sige det, Potter ville aldrig give op. "Kom med Potter" sukkede hun, og førte ham ned mod søen, ned mod James og Serafina.
Hun kiggede ud over søen og så de to unge i stearinlysets skær. Hun vendte sig mod Harry: "Ser du de to unge nede ved søen?". "Ja" svarede han, "den ene er min søn". "Glem, hvem det er" sagde hun drømmende, "forestil dig billedet med Dumbledore og mig istedet". :O

Anna/George headcanon

George stod i hjørnet af gryffindors opholdsstue og kiggede på den mørkhårede skønhed der sad og grinte sammen med Hermione. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft det så sjovt sammen med en pige, som han havde med hende. Anna, han rødmede let ved tanken om deres spas med Filch. Han tænkte på om han skulle invitere hende til Juleballet, men nej hun skulle sikkert derhen sammen med en af de klumper fra Durmstrang.
Han var så langt inde i sine egne tanker at han ikke hørte Fred før han sagde: Så spørg hende dog!, jeg ved at du elsker hende. Jeg skal nok, bare vent, svarede George fraværende, da Anna gik, jeg skal nok.
-
Da Anna kom ned i opholdsstuen næste morgen, lå der et brev på den stol, hun havde siddet i dagen før. Hun tog brevet op, kun for at se hvem det var til. Til Anna, stod der med en snirklet håndskrift. Hun åbnede det, med spændte fingre. Indeni stod der: Mød mig ved Slagpopplen efter tredje lektion.
der stod ikke hvem det var fra, kun at personen ville mødes
-
For George havde de tre første lektioner taget en evighed, og da klokken ringede, styrtede han ud mod slagpopplen, i håb om at Anna ville dukke op.
-
Endelig ringede klokken og Anna gik stille og elegant ud til slagpopplen, og der ser hun George stå og vente.
-
Der kom hun gående mod ham, hans livs kærlighed. Hun standsede foran ham, og kiggede afventende på ham.
Jeg tænkte, begyndte han, om du måske ville gå til Juleballet med mig?
Annas hjerne og hjerte kørte på højtryk. Han spurgte hende! ikke en af de der franske dimser, men hende!
Selvfølgelig George svarede hun henført.
Gudskelov mumlede han og kyssede hende.
-
Fred så på de to, på afstand. Endelig, smilede han. Endelig fattede de at de hørte sammen. ♥

Camilla/Rory Corner headcanon

1. år, suk, hvorfor skulle skolen også være så stor og indviklet. Camilla, en sød og betænksom Hufflepuf(f)-pige på 1. år, havde svært ved at finde rundt på skolen, men hvem havde ikk det på år 1. Hun nåede frem til en mindre udseende dør, og nysgerrig som hun var, åbnede hun den og trådte ind i et rum, hvor det eneste møbel var et højt spejl. Hun trådte ind foran spejlet og kiggede, ved første øjekast, på sig selv, og hun rystede på hovedet og skulle til at gå, da hun så spejlbilledet ændre sig. 
Da hun kiggede ind i spejlet denne gang, så hun en ung pige som lignede hende lidt, men ældre, stå ude ved slagpoppelen, omringet af drenge. Hun kiggede betaget på billedet, og rakte ud efter det, for hun ville SÅ gerne være hende pigen. 
Camilla vågnede ud af trancen ved et brag ude fra gangen af, og hun styrtede ud for at se hvad eller hvem det var.
Ude på gangen så hun Peeves, der var ifærd med at blive kvalt (hvis ellers han kunne dø igen) af en dreng på omkring 12 år. Hun tog fat i hans arm og sagde: så hold dog op, du kan alligevel ikke slå ham ihjel!
Drengen gav slip og kiggede istedet på hende, jeg synes ikke at have set dig før, sagde han undrende. Jeg hedder Camilla og jeg er Hufflepuffle(:D) svarede hun, og hvem er du?. Jeg hedder Rory og det er jeg også, hvad laver du heroppe?.
Camilla vidste ikke rigtig hvad hun skulle svare, for det vidste hun jo ikk! Tjo altså, jeg prøvede at finde opgangen til uglerriet, mumlede hun. Og så gik det op for hende, hun kunne jo ikke finde brevet!
-
Om aftenen gik Camilla ned til det rum hun havde fundet tidligere, det med spejlet. Hvor kunne det dog være....
Der! endelig, hun åbnede døren og gik hen mod spejlet, da un så at Rory stod foran det. Hej, sagde hun forbløffet. Rory farede sammen og kiggede op på hende, og lyste op i et smil. Jeg har ledt efter dig sagde han. Camilla unlod at svare og spurgte istedet, hvad ser du i spejlet?
Rory pillede nervøst ved sin kappe og sagde så: Lad mig vise dig det. Han stillede hende ved siden af sig foran spejlet og tog hende i hånden. Camilla rødmede og troede ikke sine egne øjne, da hun så nøjagtig det samme så nu, hun vendte sig og kiggede på ham, åbnede munden for at sige noget men blev afbrudt af Rorys læber mod sine. Det var vidunderligt. Hun vidste nu at så længe hun var sammen med Rory ville hun aldrig fare vild. ♥

Simone/Ron headcanon

Det var sommeren efter Cedric Diggorys død, og Simone var på vej til forsvar mod mørkets kræfter som Ravenclaw i år skulle have sammen med gryffindor. Hun var lidt nervøs for den nye lærer, fordi hun var fra ministeriet, det ville helt sikkert skabe ballade. 
Simone sad og snakkede med sin veninde, da Dolora Nidkjær trådte ind i lokalet med hendes irriterende "hmr hmr". "Vi starter lige med noget pladsombytning og fralæggelse af tryllestave tak".
Simone sukkede men rejste sig og satte sig ned på den plads Nidkjær viste hende.
Simone hørte en sukken ved siden af sig, som afspejlede hendes indre sukken. Hun kiggede på drengen ved siden af hende, og smilede. Wow hvor heldig kan man lige være, hun kiggede lige ind i et rødhåret ansigt med fregner. Ron Weasley. Den sødeste og sjoveste af Weasley drengene. Hun havde været hemmeligt forelsket i ham siden han hjalp hende med hendes kuffert på tredje år. Hun hørte slet ikke at Harry diskuterede med Nidkjær fordi hun havde kun øjne for ham og Ron for hende.

Serafina/James Sirius Potter headcanon

Serafina + James Sirius Potter

Hvorfor skulle han egentlig også være så flirtende! 
Hvorfor kunne han ikke bare lade de andre piger være i fred kunne han ikke forstå at hun kun ville være sammen med ham?! 

Serafina smed sin taske på sin seng og tørrede hidsigt tårene af hendes kinder. Det var ikke første gang han havde skuffet hende på den måde. James. Hendes søde let generte, ultraflirtende og lidt nørdede kæreste, nej ex-kæreste. Ja hun måtte tage sig sammen, når nu han flirtede med de andre piger, ville han vel ikke have hende mere.
Tårene begyndte igen at strømme fra hendes øjne, og den aften, faldt hun grædende i søvn
-
Næste morgen besluttede Serafina sig for at vise ham at han ikke betød en skid for hende. Hun ignorerede ham fuldstændig, men grinede dog ekstra højt når han gik forbi.
Omkring frokosttid gik Serafina ned til storsalen for at få noget at spise, og så at på hendes sædvanlige plads, var en lille konvelut, med hendes navn på. Hun tog den op og åbnede den, og indeni stod:
Undskyld søde,
mød mig ved søen i aften, og lad mig gøre det godt igen.
James
-
Natten trængte sig på, og Serafina gik stille ned mod søen i håb om, ikke at blive opdaget. Da hun nærmede sig søen så hun nogle flakkende lys fjernt ude, og sukkede, og trådte ud i skæret fra de svævende stearinlys. Wow. Det var virkelig smukt og ud fra skyggen kom James, og han smilede til hende med hans vidunderlige smilehuller. Du kom, sagde han, nærmest lettet. Jeg.. begyndte han, men Sereafina tyssede på ham og hviskede, du er tilgivet, hvor har jeg savnet dig.
I månens skær, i kærlighedens lune, kan alt ske, hviskede James og kyssede hende.
Han havde ret.
Uden kærlighed, hvad er verden så? ♥

Ceren/Harry headcanon

Ceren sad i hogwartsexpressen, på hendes første tur til Hogwarts, spændt på at møde nye mennesker og specielt ville hun gerne møde den berømte Harry Potter, hun havde hørt meget om. 
-
Det synes som flere timer, at Ceren havde siddet i toget og ventet, men endelig var de fremme, og hun stod og snakkede med en rødhåret pige hun havde mødt i toget. Hun fortalte Ceren at hendes storebror var bedste venner med Harry Potter, og Cerens øjne strålede ved lyden af hans navn.
Døren ind til storsalen blev åbnet og 1. års eleverne gik ind, og Ceren spejdede efter Harry, men kunne ikke finde ham. Hun gennemgik resten af fordelingen i en slags døs og vågnede kun lige op til at høre at hun skulle på Ravenclaw.
-
Et par dage senere vandrede Ceren rundt på gangene, for at lede efter besværgelseslokalet, og gik lidt i hendes egne tanker da hun pludselig stødte ind i en. Hun kiggede op og lige ind i Harrys grønne øjne, "undskyld" lød det fra harry, "kom du noget til?". Ceren mumlede noget om at hun vidst nok var faret vild, og Harry smilede venligt til hende og spurgte om han skulle følge hende derhen, hvor hun nu skulle hen. Ceren blev glad og svarede, at hun ikke kunne finde besværelseslokalet.
Harry fortalte om hans eventyr det første år, mens de gik, og Ceren kunne bare ikke få øjnenes fra ham, og de fandt vist ikke besværgelseslokalet, men hvad der var vigtigst... De fandt hinanden. ♥