Thea/harry headcanon

De stille gange på Hogwarts mellem timerne var en befrielse for Theas dunkende hoved. Hun var lidt ligeglad med den knægt, der gik ved siden af hende. Snape havde bare taget den nærmeste han hadede, og bedt ham om at tage hende til hospitalsfløjen. En lyd gik ind og aktiverede smerten i Theas hoved, og hun vendte sig irriteret mod knægten ved siden af sig, og stoppede op....
"Harry??" hviskede hun stille, fordi højere lyde ville gøre ondt i hendes smertende hoved. Drengen smilede og nikkede forsigtigt.
"Jeg troede Vernon havde slået dig ihjel" fortsatte hun.
Hun havde ikke set Harry siden de var små (omkring 7 år). Dursley familien var begyndt at afslå på hendes families invitationer om en kop the. De sagde at de havde så meget at se til efter at Dudley var begyndt i skole. Thea var ligeglad med Dudley, hende og Harry havde været bedste venner lige siden hun kunne huske.
"Han prøver ihvetfald på det" Harrys forsigtige hvisken afbrød Theas minder. "Hvor blev du egentlig af Harry?" spurgte hun forsigtigt. Hun havde savnet ham.... Meget mere end som ven. "Petunia fandt ud af at i var specielle og ville ikke have at hendes lille dudder-dreng skulle blive smittet" sagde han, og prøvede på at efterligne Petunias let skinger stemme.
Thea tog sig til sit hoved, der endnu engang smertede ved lyden af noget, der var højere end en hvisken. "Orv undskyld" hviskede Harry, med et lille smil. Thea kiggede op i hans dybe grønne øjne, og alting stod stille et øjeblik, inden Harry stille hviskede: "Jeg har savnet dig Thea. Jeg har altid syntes at du burde være mere end en ven". Magien imellem dem var stærk, og inden der var nogen der kunne bryde den, blev den beseglet med et kys. Et kys så dybt og intenst at ingen af dem opdagede en kat, der stille betragtede dem. Man skulle næsten tro at den smilede over kærligheden mellem Harry Potter og hans længe savnede Thea. <3

kort Rose/Scorpius headcanon

Hun slog øjnene op, og kiggede ind i et par dybt bekymrede øjne. Egentlig troede hun ikke at han vidste hvem hun var, men bare det at han havde grebet hende, gjorde hende sikker. 

Det eneste hun ikke forstod var bare om det var af pligt, han greb hende, eller om det var af kærlighed.

Hans læber bevægede sig i en langsom strøm af ord, men ingen lyd forlod hans læber, dog sagde hans blik 'Jeg elsker dig'.

Og netop det havde hun jo skrevet i sine noter hele skoleåret:

Rose + Scorpius
= Evig Kærlighed <3

English headcanon Remus/Tonks

The war has been on for a while and Nymphadora Tonks ran around the castle, panicky looking for Remus Lupin. She just knew that if she didn’t found him fast he would die from her without a goodbye.
Tonks stepped into a messy room with bricks everywhere and under a huge stone from a kind of statue Remus sad and tried to get his foot away from it. “Remus” she yelled, “Remus. Thank god I found you”. Remus looked up and smiled sadly. Behind him stood one of the carrows, and the tears went down at Remus’ cheeks, when he whispered his goodbye, “I love you Dora, I always will”.
All life desappered from Remus’ eyes and Tonks saw nothing else than her own tears. Bellatrix saw the couple and laughed a bit. This could be fun. But when she saw her cousins’ face all wet and her eyes all red, she took down her wand, but it was too late. The green light lighted up the room and Tonks where dead. Bellatrix got Remus out of the rocks and putted Tonks next to him with their hands together.
This was how they were found. Together, in a last minute of love.

Serafina/James s. Potter 3

Serafina kiggede op af trappen til spådom. Bare tanken om at gå op af den snoede ting, gjorde hende mere svimmel end hun var i forvejen.

Hun havde været svimmel siden eliksirer fordi Snape havde tvunget hende, til at drikke noget af hendes egen eliksir. Den var gået galt, og nu var hun svimmel.
Hun begyndte langsomt og tungt at gå op af den snoede trappe.
Jo længere hun kom op af trappen, jo mere drejede verden rundt om hende.
"Er du okay?" stemmen ved siden af hende, lød som om hun var under vand, men hun nikkede og gik videre op af den svimlende trappe.
Serafina sukkede da hun nåede en afsats. Hendes verden blev ved med at dreje rundt og sorte prikker dansede for hendes øjne. Før hun vidste af det mistede hun bevidstheden, hun opfattede kun et angst-råb fra en.
-
"Serafina!" Skreg James forfærdet da Serafina faldt om på trappeafsatsen. Han var henne ved hende på et sekund, og greb hende lige inden hun ramte gulvet.
Han ruskede hende blidt men desperat for at få liv i hende, men der var intet tegn på at hun ville vågne op.
Han løftede hende blidt op og gik forsigtig men hurtigt ned af trappen. Han måtte få hende ned til Madam Pomfrey, hun kunne få Serafina tilbage til livet, håbede han.
-
Scorpius så på James' kamp for at få liv i Serafina, og håbede bare på at det lykkedes ham. Alligevel ville han ønske at det var ham der vækkede hende. Bare han turde.
-
James brasede ind i hospitalsfløjen med Serafina i sine arme. "Madam Pomfrey!" råbte han, "Madam Pomfrey".
Madam Pomfrey kom farende ud af sit eget lille aflukke, og tog kun et enkelt blik på den desperate knægt. "2. seng til venstre" sagde hun roligt.
Han lagde hende blidt ned i sengen, som han blev bedt om og overlod hende til Madam Pomfreys kyndige hænder.
-
Serafina vågnede op til et par bekymrede brune øjne. James' øjne. "Der gjorde du mig bange, Sef", hans stemme fyldte hendes hjerte med ro. Han elskede hende stadig <3 

Camilla/Rory Corner 2

Camilla gik ned mod perronen. Ned mod toget hjem.
Det havde været et vidunderligt år, men det ville også være dejligt at komme hjem igen.
"Hey Camilla, vent lige!". En stemme brød stilheden, og Camilla smilede ved lyden. Stemmen tilhørte nemlig den lækre hufflepuffle-elev Rory Corner. Han var den sødeste fyr, Camilla nogensinde havde mødt og snakket med, og så gjorde det jo ikke noget, at han også var lækker.
-
Da Rory nåede op på siden af Camilla, sendte han hende et stort smil, og så rødmen brede sig på hendes kinder. Hun var bare så køn, og så var hun virkelig sød. Han huskede tilbage på der hvor de mødtedes. Der ved drømmenes spejl. Da de havde kysset for første gang.
-
Camilla kunne se at Rory tænkte over noget. Ikke bare noget, men noget som bekymrede ham.
"Hvad er der galt?" spurgte hun stille. Hun hadede når han var bekymret eller ked af det.
"Ikke noget. Det er bare.." svarede Rory, og afbrød hendes tanker, "Jeg tænkte bare om.... altså.. hvordan skal jeg sige det...?". Camilla smilede, hun vidste vist nok hvad han ville. "Spyt dog ud! Du kan fortælle mig alt" grinede Camilla. "Okay" sagde han med et slesk smil, "Jeg viser dig det".
Idet han sagde det kyssede han hende.
"Vi ses til september. Min kæreste".

Twilight headcanon til Thea ^

"Men Thea, du kan ikke bare gå!" en drengestemme lød ud i den pinlige tavshed, Thea lagde bag sig. "Thea!". "Du skal ikke bestemme hvad jeg skal og ikke skal Jacob!" Thea var vred. Han havde såret hende mere end en gang. "Du kan bare skride tilbage til hende Bellapigen!" råbte hun vredt. "Men Thea hør lige på mig!" sagde Jacob bedende. "Fint! Så spyt ud!" sukkede Thea, hun ville egentlig ikke forlade ham, men hendes hjerte kunne ikke mere. "Jeg tog kun tilbage, for at fortælle, at jeg ikke ville komme tilbage". Han nærmest lå på knæ og tiggede om at få hende tilbage. "Jeg elsker dig Thea, du må ikke gå". Han havde rejst sig og kiggede bedende på hendes kønne ansigt. "Overbevis mig!" hviskede hun som svar. "Tag mig et sted hen hvor ingen vil finde os". Han smilede, han vidste at hun havde overgivet sig. Han lovede sig selv at han aldrig ville forlade hende. Han ville aldrig såre hende mere. Idet han kyssede hende, kappedes alle snorene som holdt ham til virkeligheden. Hun ville altid være hans. Hans prægning Thea <3

Angelique/Snape headcanon

Det var nat. Det tordnede og lynede. Angelique sad på sin kost og prøvede at undgå at blive ramt af lynet. Hun måtte skynde sig ned til James og Lilly Potter. Hun måtte advare dem inden det var forsent. Hun havde overhørt en samtale mellem Pettigrew og Mørkets herre, og havde hørt at de skulle slå hele familien Potter ihjel.
Godt nok havde det sidste hun havde sagt til James været at hun hadede ham for at gifte sig med Lilly, men derfor skulle de ikk dø, især ikk James. Hun elskede ham.
Der lød et brag og mørkets tegn vidste sig over James og Lillys hus, idet Angelique landede. Hun løb ind i huset, "James, James??!" nærmest skreg hun. Men hun vidste det jo godt. Mørkets tegn=død.
Hun fandt ham på gulvet ude i gangen. Død, livløs, kold og en smule tåget på grund af tårene fra hendes øjne.
*bump*
"Av for satan!" bandede Ange idet hun ramte gulvet. Hun sukkede, det var 8. gang i den her måned hun drømte om James´ død.
Hun kiggede op på uret. 06:30. Shit, hun ville komme forsent! Hun skulle mødes med Professor Snape på Hogwarts, om mindre end 20 min.!
-
Snape havde drømt om Lilly igen, og om kvinden som lå grædende henover James. Han stod og tænkte over det, da en ung kvinde stormer ind ad døren. "Undskyld, jeg kom-. mer.- forsent" sagde hun meget langsomt da det gik op for Angelique at det var den mand der havde trøstet hende den nat James døde.
Hun gik rundt om hans skrivebord og kiggede op i hans næsten sorte øjne.
Han lænede sig framad, og hendes læber mødtes med hans i et lidenskabeligt og tårevædet kys. Aldrig ville det blive det samme igen. ♥