Hun havde været svimmel siden eliksirer fordi Snape havde tvunget hende, til at drikke noget af hendes egen eliksir. Den var gået galt, og nu var hun svimmel.
Hun begyndte langsomt og tungt at gå op af den snoede trappe.
Jo længere hun kom op af trappen, jo mere drejede verden rundt om hende.
"Er du okay?" stemmen ved siden af hende, lød som om hun var under vand, men hun nikkede og gik videre op af den svimlende trappe.
Serafina sukkede da hun nåede en afsats. Hendes verden blev ved med at dreje rundt og sorte prikker dansede for hendes øjne. Før hun vidste af det mistede hun bevidstheden, hun opfattede kun et angst-råb fra en.
-
"Serafina!" Skreg James forfærdet da Serafina faldt om på trappeafsatsen. Han var henne ved hende på et sekund, og greb hende lige inden hun ramte gulvet.
Han ruskede hende blidt men desperat for at få liv i hende, men der var intet tegn på at hun ville vågne op.
Han løftede hende blidt op og gik forsigtig men hurtigt ned af trappen. Han måtte få hende ned til Madam Pomfrey, hun kunne få Serafina tilbage til livet, håbede han.
-
Scorpius så på James' kamp for at få liv i Serafina, og håbede bare på at det lykkedes ham. Alligevel ville han ønske at det var ham der vækkede hende. Bare han turde.
-
James brasede ind i hospitalsfløjen med Serafina i sine arme. "Madam Pomfrey!" råbte han, "Madam Pomfrey".
Madam Pomfrey kom farende ud af sit eget lille aflukke, og tog kun et enkelt blik på den desperate knægt. "2. seng til venstre" sagde hun roligt.
Han lagde hende blidt ned i sengen, som han blev bedt om og overlod hende til Madam Pomfreys kyndige hænder.
-
Serafina vågnede op til et par bekymrede brune øjne. James' øjne. "Der gjorde du mig bange, Sef", hans stemme fyldte hendes hjerte med ro. Han elskede hende stadig <3
Hun begyndte langsomt og tungt at gå op af den snoede trappe.
Jo længere hun kom op af trappen, jo mere drejede verden rundt om hende.
"Er du okay?" stemmen ved siden af hende, lød som om hun var under vand, men hun nikkede og gik videre op af den svimlende trappe.
Serafina sukkede da hun nåede en afsats. Hendes verden blev ved med at dreje rundt og sorte prikker dansede for hendes øjne. Før hun vidste af det mistede hun bevidstheden, hun opfattede kun et angst-råb fra en.
-
"Serafina!" Skreg James forfærdet da Serafina faldt om på trappeafsatsen. Han var henne ved hende på et sekund, og greb hende lige inden hun ramte gulvet.
Han ruskede hende blidt men desperat for at få liv i hende, men der var intet tegn på at hun ville vågne op.
Han løftede hende blidt op og gik forsigtig men hurtigt ned af trappen. Han måtte få hende ned til Madam Pomfrey, hun kunne få Serafina tilbage til livet, håbede han.
-
Scorpius så på James' kamp for at få liv i Serafina, og håbede bare på at det lykkedes ham. Alligevel ville han ønske at det var ham der vækkede hende. Bare han turde.
-
James brasede ind i hospitalsfløjen med Serafina i sine arme. "Madam Pomfrey!" råbte han, "Madam Pomfrey".
Madam Pomfrey kom farende ud af sit eget lille aflukke, og tog kun et enkelt blik på den desperate knægt. "2. seng til venstre" sagde hun roligt.
Han lagde hende blidt ned i sengen, som han blev bedt om og overlod hende til Madam Pomfreys kyndige hænder.
-
Serafina vågnede op til et par bekymrede brune øjne. James' øjne. "Der gjorde du mig bange, Sef", hans stemme fyldte hendes hjerte med ro. Han elskede hende stadig <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar